Inden længe ses vi under trækronerne i Ringsted Lystanlæg, og du sidder garanteret med lige så mange sommerfugle i maven som os! Varm op til festivalen med en lille A-Z, hvor vi kommer godt rundt på festivalpladsen.
Armbånd: Du kan allerede få sat dit armbånd på fra onsdag d. 31. juli klokken 12. Billetscanningen har om onsdagen åbent indtil klokken 21. Om torsdagen åbner lugen igen klokken 11. Så er du klar til den helt store åbning af Ringsted Festival klokken 11.
Bagageboks: Ved festivalens hovedindgang finder du bagagebokse. Bagageboksene er elektroniske og har nøglefri betjening, så du skal ikke bekymre dig om tabte nøgler!
Classic baren: Tuborg Classic har gjort sit indtog på festivalen. Flere har hungret efter Classic, og nu kan du få slukket tørsten!
Dagens måltider kan du finde i festivalens mange food trucks. Læs om al den gode festivalmad her – eller find dit næste spisested i Ringsted Festivals app.
Espresso, Café latte, Cappuccino, Americano… Vi kunne blive ved! På festivalen finder du fire kaffevogne og en irsk kaffebar, så kaffetørsten kan blive slukket.
Festivalkort: Find rundt på pladsen på allerbedste vis, ved at bruge vores kort. Du finder kortet i vores app, hvor du også kan se din egen placering. Smart!
God musik 🎵 Den officielle playliste, der indkapsler alle dine festivaldage i poppede toner, rockede klassikere og dak til de sene nattetimer ligger klar til dig inde i Ringsted Festival-appen. Download appen i AppStore her og Google Play her.
Husk, at du skal have læst vores festival-regelsæt, inden du tager afsted mod Lystanlægget. Regelsættet finder du her.
Ingen kontanter på Ringsted Festival 2024, for festivalen er kontantløs. I alle Ringsted Festivals boder og barer kan du betale med Mastercard, Maestro, Eurocard samt alle visa-kort og visa-dankort. Du kan også købe et festival-værdikort i Informationen, som du kan bruge i alle barer og boder på festivalen.
Jeg skal have årets festival-t-shirt! Skal du? I merchandise-butikken ved siden af Anlægsscenen finder du t-shirts, sweatshirts, bøllehatte, solbriller og mere til med Ringsted Festivals logo.
Karaoke er selvfølgelig at finde på festivalen igen i år! Hver dag klokken 15.30-16.30 er der karaoke, og du må hive to af dine festivalvenner med på scenen ad gangen. 3, 2, 1, syng!
Love, love, loooove! Romantikken styrer på Ringsted Festivals helt egen kærlighedsø. Når du ankommer til Kærlighedsøen, så bliver du ramt af en varm, vibrerende, kærlig stemning, hvor du kan nyde en kølig drink, slænge dig i chill-out møbler. På Kærlighedsøen finder du det idylliske og romatiske wedding chapel. I kapellet står festivalpræsten klar til at proforma-vie alle par, der føler lyst til at bekræfte eller genbekræfte deres kærlighed!
Mobilopladning! På festival er vi ret afhængige af vores telefoner, når vi skal holde kontakten, forevige minder, foretage betalinger og klikke rundt i festivalappen. Ved festivalens hovedindgang, hvor du finder bagageboksen kan du også leje en powerbank og altid have godt med juice på din telefon.
Nyheder fra festivalen bliver du opdateret på i vores app og vores sociale medier. Download appen – og følg os!
Overgiv dig til Ringsted Festival-viben allerede nu, og forevig dine forberedelser til festivalen på Instagram med hashtagget #åretskram. Vi vil elske at følge med!
Parkering: Tager du bilen på festival, så kan du parkere på Ringsted Festivals parkeringsområde i Benløse. Adressen er: Eilekiersvej 19, 4100 Ringsted. Du kan også finde en parkeringsplads på en af de omkringliggende veje.
Que musica se baila en Latin Pavillon? 🎵 I Latin Pavillon kan du drømme dig til sol og varme og fyre den af til lækre eksotiske DJ-toner. DJ’s fyrer op under teltet og baren med latin- og salsa-evergreens.
Ringsted Festival 2024-begivenheden finder du på Facebook! Er du tilmeldt? Ellers hop ind forbi og tryk deltager.
Stole er der masser af på pladsen, så lad din egen blive hjemme. Ringsted Festival 2024 bliver for første gang uden festivalstole. Festivalen har nået sit maksimum i antal festivalgæster med over 14.000 daglige besøgende. Af sikkerhedsmæssige grunde vil det derfor ikke længere være tilladt at medbringe festivalstole.
Tider: Festivalpladsen åbner hver dag klokken 11.00 Torsdag lukker pladsen klokken 01. Fredag og lørdag kan du feste helt indtil klokken 02.
Musik-bingo-banko finder du i Alpehytten! Hver dag fra 13.45-15.00 kan du komme til musik-bingo-banko. Temaerne er ‘dansk sing-a-long’, ‘afterski’ og ‘popmusik fra 00’erne og 10’erne – og hey, der er præmier!
Ved du godt, at du som campist, skal have læst vores campingreglement, inden du kører afsted mod campingpladsen? Nu gør du i hvert fald – og du finder det her.
Wellness! Ved kærlighedsøen ligger Situs Wellness, hvor du blandt andet kan få en afslappende massage.
Xtra fokus på madoplevelserne på Ringsted Festival 2024! Du kommer nemlig til at kunne besøge både en kro og flere restauranter på selve festivalpladsen. Lyder det ikke genialt?
Yndlings-kunstnerne vil vi ikke gå glip af! Giv dine favoritter et ❤️ inde i vores app, så får du en notifikation inden de går på scenen. I Ringsted Festival-appen kan du se alle de kunstnere, som spiller på festivalen. Du kan både se, hvilke dage de spiller, hvorhenne de spiller og hvad tid.
Zzzz Zzz Zzzz. Der er nattero på campingpladserne fra kl. 02 til kl. 10. Vis hensyn til dine medcampister og hold musikken slukket i tidsrummet.