Igen i år flytter Østrig til Ringsted Lystanlæg. Velkommen indenfor i ly for snestorm – og husk at sætte dine ski udenfor hoveddøren. Ringsted Festival 2025 byder igen på fest og glade dage i vores nye tiltag Alpehytten.

Alpehytten finder du samme sted som sidste år, men i år bliver udearealet og terrassen endnu større, så der er plads til at feste både ude og inde. Udgangspunktet er igen den velkendte stemning fra afterski, som mange kender den fra skiferien. Din skiguide og gæstgiver er DJ Morten Stuckert og hans energiske crew.

Alpehyttens to hus-DJ’s, DJ Nick Winkelmann og DJ Morten Stuckert byder på al den fede afterski musik, kolde øl og shots samt dans på bordene. Glæd dig også til indslag som karaoke og musikbingo. Og nok så vigtigt – husk skibriller og det gode humør.