- Torsdag – Nordscenen
–
Kometerne fra Thy
Radiostationerne har haft Jonah Blacksmith i fast rotation siden bandets kommercielle gennembrud med sangen House on Fire tilbage i 2021.
Jonah Blacksmiths lyd er stor og dynamisk – ganske som et møde med Vesterhavet, der danner monstrøs bagkant og horisont på hjemegnen. Bandets syv medlemmer formår med deres store musikalske alsidighed at folde de personlige og håndskrevne sange ud i et frit og ubesværet univers, der fletter tråde mellem det voluminøst himmelstræbende og det helt nærværende og intime. Sangene har folkemusikkens dna og popmusikkens lyttevenlige vingefang. Alt sammen centreret omkring Simon Alstrups alsidige, stærke og genkendelige stemme.
“Vi bestræber os altid på at fylde vores koncerter med nærvær, spilleglæde og en masse udadvendt kærlighed, så det forhåbentlig efterlader et aftryk af samhørighed og fællesskab mellem os og vores publikum,” udtaler brødre og frontfigurer Simon og Thomas Alstrup, og fortsætter: “Det, at få lov til at stå på en scene og tilmed – når det lykkes – få lov til at opleve netop den følelse er for os essensen af at spille musik. Og det bliver vi aldrig trætte af at stræbe efter”.

Oplev Jonah Blacksmith på Ringsted Festival
Glæd dig til at Jonah Blacksmith indtager Ringsted Festival 2025.
Se hele programmet her: