Festivalens største campingområde

På Kompagniet er der fest, total hygge og god stemning. Her er en skøn blanding af campingvogne, autocampere og telte.

Når du ankommer til Kompagniet skal du medbringe din campingbillet.

Der er toilet- og badefaciliteter på campingområdet.

Inden du ankommer til Kompagniet, bedes du læse vores campingreglement.


Åbningstider og adresser


Døgnbemandet fra onsdag d. 30. juli kl. 12.00 til og med søndag d. 3. august kl. 12.00.
Indkørsel kan ske fra onsdag kl. 12.00-22.00 og igen torsdag fra 7.00-12.00.

Adresse for indkørsel: Kompagniet, 4100 Ringsted.
Parkeringsplads, Eilekiersvej 19, 4100 Ringsted.

Her finder du Kompagniet

Se hvor Kompagniet er på kortet herunder. Adressen er Kompagniet, 4100 Ringsted.

Uddybende info om din plads

På Kompagniet er der én type campingplads. Pladsen kan bruges til campingvogne, combicamp, camp-let, autocampere, telte eller villatelte.

Kun motorkøretøjer der er indregistreret til overnatning og camping må benyttes. (Husk registreringsattest)

Dit campingfelt er 6 x 6 meter. Overnatter du i telt, skal bardunerne placeres indenfor de 6 x 6 meter. Overnatter du i campingvogn, behøver vognens trækstang ikke at være placeret indenfor de 6 x 6 meter. På det effektive areal (6 x 6 meter) må du opsætte så mange telte og pavilloner, som der er plads til. Du må dog ikke overnatte i pavillon, som ikke er godkendt til overnatningsformål.

Er din campingvogn længere end 6 meter, kan du købe to campingpladser i forlængelse af hinanden, eller du kan vælge en XL endeplads med 1,5 meter mere til rådighed i længderetningen. Disse pladser er markeret med orange på kortet.

Du må gerne placere din enhed direkte til skel mod brandvejen, men du må ikke placere barduner eller trækkrog m.m på brandvejen. 

Strøm

Kablet, der skal tilsluttes festivalens el-installation, skal være et godkendt gummikabel med en længde på mindst 25 meter. Strømudtaget er et 230 Volt/16 Ampere CEE udtag, Der er op til 6 ampere strøm pr. campingplads (1380 watt).

Der kan ikke bruges el-kedel, kaffemaskine, brødrister, varmeblæser eller føntørrer. Du kan dog bruge mindre el-apperater som bruger op til 500 watt.

Faciliteter på Kompagniet

  • 4 stk. 10-personers toiletvogne samt urinaler.
  • 4 stk. badevogne
  • Kompagniet ligger ca. 400 meter fra festivalpladsens nordlige indgang.
  • Det er tilladt at medbringe mad- og drikkevarer på campingområdet.
  • Der er drikkevandspost på campingpladsen.
  • Parkeringsplads i Benløse, Eilekiersvej 19, 4100 Ringsted. Se kort
  • Bemærk at der skal være nattero fra kl. 02.00 til kl. 10.00
  • VIGTIGT: Det er ikke tilladt at medbringe soundbokse og større musikanlæg på campingpladsen. Kun mindre musikanlæg, som eksempelvis små bærbare bluetooth-højttalere, kan medbringes.

Køb din campingplads til Kompagniet

Kompagniet: 1.495 kr.
(standardplads 6×6 meter eller XL-plads 7,5×6 meter)