To af festivalgæsternes favoritter er tilbage
De har tidligere spillet intense og yderst mindeværdige koncerter på Ringsted Festival. Nu er de begge tilbage og klar til at fyre op i Reaktoren, når Ringsted Festival er tilbage til sommer.
Jacob Dinesen vrider guitaren og åbner Reaktoren fredag kl. 12.30, og Saveus lover en hyperintens koncert, når han lukker Reaktoren ned lørdag kl. 23.00. Glæd jer, for det bliver to sublime koncerter.
Saveus – en innovativ stemme
Saveus udgav i 2022 sit seneste og anmelderroste album Rainman og fulgte senere trop med kæmpehittet og Gilli-samarbejdet ”Verden Vågner”. Hans sange og koncerter er kendt for at skabe en særlig fornemmelse af fællesskab, og ingen følelser er for store til netop dét rum, som Saveus formår at skabe – et rum, mange fans søger ind i igen og igen.
I september udgav Saveus for første gang siden 2022 ny musik med singlen ”Rush”, der kom i top 10 på dansk radio og har fået meget airplay lige siden. Singlen kan ses som starten på noget helt nyt fra Saveus og leder op til mere ny musik i 2025
Saveus har hurtigt markeret sig som en af de mest innovative og intense stemmer på den danske musikscene. Martin Hedegaard blander elektronisk pop, storslåede gospelkor og tunge beats. Gennembrudssinglen ”Levitate Me” satte standarden i 2015, og debutalbummet Neuro (2018) fulgte trop med en genreudfordrende blanding af synths, pulserende rytmer og et stemmebånd udover det sædvanlige.
En live koncert med Saveus er en intens og uforglemmelig oplevelse, hvor hver beat og vokal rammer publikum med maksimal energi. Han er et af de mest spændende navne i moderne dansk musik, konstant på jagt efter nye lyde og måder at bryde grænserne på.
Jacob Dinesen – en ægte rockkomet
Titlen på Jacob Dinesens nye album er på den ene side fortællingen om en 29-årig rock-komet, der mod alle odds blev et af de største fænomener på den danske musikscene i nyere tid. Fem albums og endeløse udsolgte turnéer senere, er ’One Step at a Time’ også historien om et ungt menneske med et fornyet livssyn, om en musiker der er klar til at ryste folks opfattelse af hvem han er, og hvad han står for, gennem nye melodier og ord fra en sangskriver, der kun lige er kommet i gang.
I 2022 gik det op for Jacob Dinesen, at han havde udgivet musik og turneret non-stop siden albummet, ’Brace Against The Storm’, udkom i 2016 – dengang, en ung gut fra Tønder, rystede en hel branche, da han, i løbet af få uger, solgte flere albums end landets mest etablerede kunstnere kan præstere på et år.
Noget nyt skulle ske. Og Dinesen slog bremserne i oven på endnu en stor sommerturné med følelsen af, at have levet den unge mand ud, han gerne ville være. Og selvom, han hader stagnation, gav pausen selvindsigt, udvidede hans horisont og åbnede langsomt døren på klem til det menneske han måske i virkeligheden er – til en sangskriver, der nu kan kravle ud under tordenskyen og søge mod lyset.