Ingen Ringsted Festival uden stærke kopier
Store koncerter venter med Smukke Møller og George Michael Xperience
Kim Larsen og Gasolin, George Michael og Wham – Den ægte vare kan vi desværre ikke skaffe, men heldigvis så findes der rigtig dygtige og solide kopibands, der er klar til at levere varen.
George Michael Xperience kan du opleve lørdag kl. 16.00 på Nordscenen, og Smukke Møller lukker samme scenen ned, når de er klar til at give den ”gas” kl. 23.00 om fredagen.
Begge kopibands er debutanter på Ringsted Festival. Tag godt imod dem, og glæd dig til to mindeværdige koncerter.
Smukke Møller – en hyldest til Kim Larsen og Gasolin
Spænd dig fast i en tidsmaskine, hvor rejsen begynder med de tidligste Gasolin’-toner, og siden fører dig ind i Kim Larsens folkelige og lune univers. Undervejs møder du Inga og Katinka, der trækker Smukke Charlie hen over gulvet i en forrygende retrorock, og hvor selv Fru Sauterne må sande, at det er en kold tid, vi lever i. Du suser gennem Rabalderstræde, hvor der er sprut i stride strømme, frække chicks og friske fyre, og hvor lamperne aldrig går ud.
Er du til et stykke dansk rockhistorie, der aldrig dør, så er du til Smukke Møller. Eller som Larsen ville have sagt det: “Hvis du vil ha’ mig, så kom og ta’ mig”
George Michael Xperience – den ultimative George Michael hyldest
Med en passion for George Michaels musik og en dyb respekt for hans arv, vil George Michael Xperience give dig en uforglemmelig koncertoplevelse. Med en blanding af de største hits fra Wham samt Georges enorme solo repertoire, tages publikum på en rejse gennem George Michaels musikalske karriere.
Repertoiret spænder fra George Michaels største hits som ”Faith”, ”Careless Whisper” og ”Freedom! ’90” til store Wham hits som ”Wake Me Up Before You Go-Go” og ”Club Tropicana”.
George Michael Xperience består af en række talentfulde og professionelle musikere, der har spillet sammen i mange år og har udviklet en særlig kemi på scenen. Vokalist Martin Grønbek har stemmen og stilen til at bringe George Michaels musikalske stil og følelse ud til publikum, og der skabes en autentisk og mindeværdig oplevelse, der hylder George Michaels musik og hans betydning for musikverdenen.
