Moonjam/Back to Back og NEWS er klar med alle de gamle hits
Der er lagt op til massiv 80er 90er nostalgi, når Moonjam/Back to Back og NEWS giver koncerter under trækronerne på sommerens Ringsted Festival.
Moonjam og Back to Back har valgt at fusionere i et fælles slagkraftigt orkester, og NEWS er tilbage, hvor det hele begyndte, med Søs Fenger på vokal. Glæd jer derude til dans, fest og fællessang i Ringsted Lystanlæg – Det bliver stort.
Moonjam/Back to Back åbner Nordscenen fredag kl. 12.30 og NEWS åbner samme scene lørdag, også kl. 12.30.
Ringsted Festival er tilbage d. 31. juli – 2. august 2025 i Ringsted Lystanlæg. Festivalen er udsolgt.
Moonjam / Back to Back – en stærk fusion
Moonjams store band, som også har stærke rødder i Sneakers og Danseorkestret, har inviteret Back to Back med på en enestående pop- og rockhit-turné, der også bringer dem til Ringsted Festival til sommer.
Under overskriften “ALLE SANGENE”, præsenterer Moonjam og Back to Back, en uforlignelig parade af sange, alle kender fra poprockens guldalder; fra selve udspringet af den kilde, der inspirerede en hel generation af musikere til at skrive og performe med en melodisk iørefaldende musikstil, som den dag i dag stadig er vedkommende, og en del af den musikalske bagage danske musikelskere bærer med sig.
Hitmagerne Morten og Rasmus Kærså (Moonjam), og Morten Remar og Nis Bøgvad (Back to Back) fandt hinanden, mere eller mindre tilfældigt, ved Moonjams julekoncerter i 2023, og der stod det pludselig lysende klart, at dette match med Morten og Nis sammen med det store Moonjam-hold kunne noget helt særligt; otte musikere med en historik og et sangkatalog, der rækker helt tilbage til den første Sneakers-udgivelse fra 1980, og frem til smashhittet Jonathan, og alle de andre store sange vi kender.
NEWS – genforenes efter 30 år
Det ikoniske danske band NEWS genforenes her i 2025. Efter tre årtiers pause gendannes gruppen og tager i 2025 på tour i hele landet, og til august rammer de Ringsted Festival.
Bandets originale stemme, Søs Fenger, trommeslager og producer Peter Biker, samt bassist Jette Schandorf er klar til at genforene NEWS og levere en perlerække af hits.
NEWS er kendt for tidløse sange som “Du Er”, “Jeg Elsker Dig”, “Alle Andre Sir”, og “Helt Alene”, som fortsat vækker stærke følelser og minder hos mange danskere.
Bandet udtaler: “At gendanne NEWS føles som at komme hjem. Vi glæder os til at spille sammen igen og dele musikken med både gamle og nye fans. Det bliver en tur ned ad memory lane, men også en fejring af alt det, vi har skabt og stadig kan skabe sammen.”
Glæd dig til at genopleve NEWS’ enestående musikalske univers og mærke nostalgien fra deres største hits live.
