Vigtig info inden billetsalget til Ringsted Festival 2026

Billetsalget til Ringsted Festival 2026 starter på søndag d. 7. september kl. 12.00
OBS: Salg af campingbilletter er udskudt til oktober

Kære festivalgæst,

Over 7.000 personer har deltaget i vores årlige spørgeundersøgelse. Vi har modtaget rigtig mange brugbare tilbagemeldinger. Kæmpe tak for responsen – for det er altid vores mål, at hvert års udgave af Ringsted Festival skal være den bedste nogensinde.

Baseret på jeres feedback, og vores egne analyser, har vi valgt at foretage nogle konkrete justeringer og forbedringer forud for næste års festival:

Vi lukker 1.000 færre gæster ind i 2026
Mange har oplevet, at der var for mange mennesker i anlægget til dette års Ringsted Festival, og den kritik tager vi naturligvis til os. Til næste års festival lukker vi 1.000 færre gæster ind, da Ringsted Festival skal vedblive med at være en god og tryg oplevelse sideløbende med et stærkt musikprogram.

Ringsted Festival 2026 bliver kun med 3-dages billetter
Dette års festival var udsolgt på få timer, og en massiv efterspørgsel efter 3-dages billetter, betød at flere tusinde personer desværre ikke fik mulighed for at deltage i festen.
Ringsted Festival ønsker naturligvis, at så mange som muligt kan få ”årets kram under trækronerne”, så derfor har vi valgt at sløjfe 1-dags billetter til næste års festival, så endnu flere kan få adgang til tre dages magi i Ringsted Lystanlæg.

Konkrete ændringer baseret på gæsternes feedback:

  • Alpehytten bygges større, så flere kan være med i afterski festen
  • Hovedindgangen bygges om så indgang og billetscanning adskilles
  • Festivalpladsen åbner kl. 11.30, så der er en time til første koncert
  • Det ny område Forhaven gøres større og endnu festligere
  • Der kommer flere toiletvogne


Pris 2026
Ringsted Lystanlæg kan ikke rumme flere mennesker og udgifterne til musik stiger voldsomt. Ringsted Festival er kun Ringsted Festival, når de tre dage afvikles i Ringsted Lystanlæg. Vi har ingen ambitioner om at flytte festen geografisk, så mange tusinde flere kan deltage. Flyttes begivenheden væk fra lystanlægget, så vil hele festivalens DNA og unikhed være i fare, og den risiko ønsker vi ikke at løbe. Så derfor:

Pris for Ringsted Festival 3-dages billet 2026: 2.495 kr.

Flere campingpladser i 2026
Ringsted Festival er for tiden i forhandlinger med Ringsted Kommune om etablering af endnu flere campingpladser til 2026. Vi kan allerede nu godt afsløre, at der bliver tale om en udvidelse af campingområderne og specielt af glamping. Så ingen panik her, der bliver endnu flere campingpladser til næste års festival.

Vigtigt for campister: Husk at købe din 3-dages billet, så den er i hus inden salg af campingbilletter starter op til oktober.

Campisterne kan også se frem til en generel forbedring af pladsernes kvalitet og til først at skulle være ude kl. 14.00 om søndagen.

OBS: Der vil ikke være prisstigninger på camping. Mere information om camping følger i slutningen af september.

Med venlig hilsen,
Ringsted Festival