Ringsted Festival åbner ny indendørs koncertscene under navnet Festhallen.
Første kunstner bliver Mads Langer
Ringsted Festival flytter festivalstemningen indendørs. Efter mere end 10 år med Plastfabrikken skifter industribygningen på Odinsvej 12 navn og koncept. Fremover kan du komme til intime klubkoncerter med unik akustik og al den gode stemning fra Ringsted Festival.
”Vi vil skabe et ægte musik venue med det nye Festhallen, hvor publikum vil kunne opleve mange af de større danske musiknavne. Det bliver med fire meter til loftet, og en unik lyddæmpning, der giver en helt særlig lydoplevelse”, udtaler direktør for Ringsted Festival, Anders Sørensen.
Selve festivalen i Ringsted Lystanlæg er udsolgt for andet år i træk, så mens de mange forventningsfulde gæster tæller ned til næste festival, så er idéen med Festhallen, at give publikum lidt af den unikke stemning fra anlægget – bare indendørs.
Festhallen vil byde på de velkendte barstemninger fra Ringsted Festival, hyggelige loungemiljøer og plads til max. 800 publikummer. En ny lysopsætning med led neonbånd og andre eksklusive lyseffekter er undervejs.
Anders Sørensen uddyber, ”Musikbranchens leverandører og bookingbureauer har længe efterspurgt en intim indendørs koncertscene på Midtsjælland. Endvidere er det ikke alle kunstnere, der er plads til på selve festivalen, eller en specifik artist er måske ikke på tour i begyndelsen af august. Her vil Festhallen kunne levere stærke koncertoplevelser udenfor sæsonen”.
”Med Festhallen vil vi give vores loyale festivalgæster nogle mindeværdige koncerter efterår, vinter og forår, og på den måde vil der være musikalske godbidder at glæde sig til i den 362 dage lange ventetid indtil næste Ringsted Festival”, slutter Anders Sørensen.
Festhallen vil stadig danne rammen om de populære oktober- og julefester, som har været en fast tradition i de mange år under Plastfabrikken.
Første gæst i det nye Festhallen er Mads Langer med band d. 7. november.
Billetter kan købes på billetshoppen fra mandag d. 8. april.